|
|
En englænder, Richard Burgess (bevares, norsk bosat
igennem 30 år) og to svenskere, Anders Ådin og Patrik
Wingård – vel ikke i sig selv specielt opsigtsvækkende. Men
instrumentationen har, i hvert fald her på matriklen, fået
mere end ét par ører til at spidses: concertina, klarinet
og drejelire, og lidt sang og guitar tillige. Konceptet er
‘musik fra rundt om Nordsøen’ (bl.a. Aly Bain har benyttet
temaet, og så vidt jeg husker har Færd også været inde på
noget lignende) og titlen refererer til det stykke land,
som før sidste istid forbandt England med kontinentet.
Resultatet bliver i mine ører mest ‘sammenhængende’ på
grund af musikkens klanglige (og meget fascinerende)
homogenitet. Lidt som når man får en ret, hvor man uden
besvær kan identificere nogle af ingredienserne, men hvor
den samlede smag alligevel bliver tiltalende ‘anderledes’.
Burgess er en glimrende sanger med en lidt ru stemme, og
hans Glorious Deserters er en fremragende sang om
æresoprejsningen, 90 år for sent, for 300 britiske soldater,
som i 1. verdenskrig blev henrettet for at desertere.
Alligevel vil jeg nok, alt andet lige, foretrække de
instrumentale stykker, både for det originale klangbillede
og fordi adskillige af dem simpelthen er glimrende
melodier.
(Thomas Sjøgren, Folk&Musikk)
Anglo-Scandinavian trio makes CD debut of trad and
original tunes and songs from England, Scotland, Norway,
Sweden and France. They play with conviction,
accomplishment and ingenuity on English concertina,
hurdy-gurdy, clarinet and guitar...it’s a very persuasive
collection.
(Folk Roots, Aug/Sep 2007, nos 290/291)
"Doggerland" er en akademisk betegnelse på den
oversjøiske morenen som for 10.000 år siden forbandt
Storbritannia med Skandinavia. Nå har den britiskfødte
onsingen Richard Burgess og hans to svenske musikkpartnere,
Patrik Wingård og Anders Ådin, bygd en musikalsk bro over
det samme farvannet, medregnet en avstikker til Frankrike
(og USA).
Langspillplaten består av 12 låter med tradisjonsmusikk
fra fem land rundt Nordsjøen. Trioen opererer både med
tradisjonelle arrangementer og egne komposisjoner som
matcher. Besetningen er uvanlig: Concertina (en slags
torader), dreielire (også kalt hurdy-gurdy), klarinett,
fløyter, og gitar.
Burgess synger med distinkt varme i røsten, for det meste
på morsmålet fra Kent, England. Et spor er på cajunfransk,
"Mardis gras", og et på norsk, "Josefine". Hans tekst om
Fredrikstad-båten Josefine til tonene fra franskmannen
Emmanuell Pariselle er i sum blitt oversjøisk vakker!
I det hele tatt rommer "Doggerland", som utgis av det
gotlandske plateselskapet Sjelvar, mye musikalsk poesi. Og
engasjement, ikke bare for genren, men også med en politisk
klo. Således har sangen "Glorious Deserters" fra første
verdenskrig fortsatt relevans, dessverre.
Honnør for et informativt cd-hefte, som er flott designet
av Clement McKay.
PS: Innspillingen er gjort i et studio i Fjällbacka, med
unntak av "The Luxborough Galley", som er spilt inn hos
Roger Amundsen på Holmen.
(Geir Løvli, Fredriksstad Blad 2007-05-08)
Doggerland är det område som förband Storbritannien med den
europeiska kontinenten fram till för sextusen år sedan.
Det är en underbar idé att skapa musik utifrån ett så
avlägset förflutet, i avsikt att söka spåren både på de
brittiska öarna och på vår sida med tonvikt på
nordsjöregionen. Här finns texter av en mjölnare från
Aberdeen, norska hallingar, en nykomponerad vals, en norsk
sjöflöjtspelarlegends lugna dans i tvåtakt, en slängpolska
skriven till Ådins hustru, en modern tolkning av en gammal
fransk visa för durspel och mycket, mycket annat.
De som står för hela rikedomen och spelglädjen är Richard
Burgess (sång och en rad instrument), Patrik Wingård (sång
och bland annat klarinett och härjedalspipa) samt Anders
Ådin på gitarr. Med sig har de också basisten Fredrik
Bengtsson.
Tro nu inte att detta är ett torrt historiskt dokument.
Tvärtom: det är en härlig blandning spel- och dansglädje,
uppblandat med musikaliskt vemod av bästa sort.
Omslaget är skapat i samma anda, av irländaren Clement
McKay som numera bor i Göteborg.
(Thomas Nydahl, Lira nr 3/2007 och Tidningen Kulturen 2007-06-04)
Not names you’ll regularly come across on the local folk or
Festival circuits. On the evidence of this album I hope that
will change rapidly. As befits a group consisting of an emigrant
Englishman plus some Swedish musicians, this is an eclectic mix
of some well-known English material (Rambling Sailor, Sailor’s
Life, Sheepstealer, April Morning) plus some excellent and unusual
self-composed material. This all rubs shoulders with French and
Swedish dances plus a few other bits and pieces such as a
Swedish/French song and a French/Cajun number. Richard Burgess
(no relation!) is as good a singer as I’ve heard in quite a
while whilst the quality of the singing and the sensitive and
beautiful arrangements (with concertina, hurdy-gurdy, clarinet,
guitar and härjedalspipa) are played with a skill, quality and
vibrancy which unifies the whole and produces an absolutely
lovely album. Lyrics and samples of some tracks can be found on
their website www.doggerland.com . Nothing much more to say apart
from to mention the gorgeous artwork and recommend you try it
without delay – it’s a bit of a belter!
(Paul Burgess, Living tradition no 75)
På denna platta dominerar det brittiska med Richards ståtliga röst
och hans concertina. Även om det finns några fina svenska bitar
med också. En bra trio som spelar säkert och med hjärta.
(Peter Ahlbom, Spelmannen nr 3/2007)
Doggerland ist die Bezeichnung einer Landmasse, die gegen Ende der
bisher letzten Eiszeit (vor ca. 10.000) Jahren ungefähr von der Elbmündung
bis zur Küste von Norfolk reichte (als die Themse ein Nebenfluss des Rheins
war), von Archäologen vielfach beschrieben und kartiert, ein reiches
Forschungsfeld, aber, wie die Fachleute immer wieder staunend mitteilen,
der Untergang dieses riesigen besiedelten Gebietes hat keinerlei Mythen
hinterlassen, anders als z. B. Atlantis oder Rungholdt. Diesem Umstand
will die CD möglicherweise abhelfen, wobei sie eigentlich unter falscher
Flagge segelt, denn mit einer Ausnahme (einem Stück aus dem Poitou) kommt
kein einziger Titel aus einem der historischen Gebiete, die an das verlorene
Doggerland angrenzen. Die Musik der CD kommt aus Schweden, Schottland,
Nordengland, bezieht sich oft auf die See ("Rambling Sailor" oder
"Farewell To Tarwathie"), von den Arrangements her klingt alles schottisch
oder northumbrisch (zwar spielt niemand Small Pipes, aber die Verzierungen
bei Konzertinastücken könnten oft direkt von Billy Pigg entlehnt sein),
gesanglich klingen die Sänger Richard Burgess und Patrik Wingård, als
hätten sie in ihrer Jugend viel Alex Campbell gehört, und das alles verrät
doch, dass es eine schöne CD ist, gut zu hören, sinnvoll als Inspiration,
um mehr über Doggerland zu lesen.
(Gabriele Haefs, Folker! 5/2007)
Doggerland is the land mass which 6,000 years ago linked Great Britain to
the continent, but which after the ice age was submerged by the North Sea.
Englishman Richard Burgess was 6,000 years too late to take the land route,
when he emigrated to Norway 30 years ago.
Well known on the Norwegian folk scene, Richard is largely still following
his English roots in his music, even if with some input from Scandinavian
traditions and musicians. In his band, his is joined by two colleagues from
Scandinavia, Anders Ådin and Patrik Wingård.
"Doggerland" has a focus on English ballads, both traditional and self penned
in a traditional theme. Along with these come tunes from Norway, the British
Isles, France and own material. The intrumentation of the trio combines English
concertina, hurdy gurdy, clarinet, guitar and voice. The album has overall more
of a slow pace and definitely makes pleasant listening.
(Michael Moll, FolkWorld Issue 34 11/2007)
|
|
|
|
|
|
Gunnfjauns Kapell
Tillbaka till startsidan